Hjorteborgens weblog giver et lille indblik i undertegnedets forunderlige verden af alternativ musik, mystiske film, kreative indfald, samt reflektioner over dagligdagens trivielle ekstase. Opdateringer er sporadiske, men til gengæld fyldige.
 

16.02.06

Guys on film
Så er det lige op over, at vi skal have det næste arrangement i vores lille filmklub, og jeg må i den forbindelse konstatere, at det er på tide, at jeg får fingeren ud, og skrevet et par ord om den foregående videoaftens eskapader. Jeg har jo fået den fikse idé, at jeg bl.a. vil kunne bruge bloggen her til at holde styr på alle de film, vi kommer igennem på vores nætter i fiktionens verden, og skal jeg ikke ende med, at skrive om film i det uendelige, må jeg hellere komme i gang nu. Det næste arrangement, der starter i morgen aften, bliver nemlig et sandt marathon, da det kommer til at forløbe over hele to nætter. Det skal nok blive hårdt for både øjne og lever, for ikke at tale om den efterfølgende drøje dokumentering her på bloggen. Men mere om det senere.

Den seneste videoaften fandt sted d. 12. november (jep - det ER efterhånden længe siden!) hos Steen i Odense, og endte faktisk med at blive en forholdsvis civiliseret affære, med færre film på programmet og (vist nok) mindre indtagelse af alkohol end traditionen ellers foreskriver. Humøret fejlede nu ikke noget af den grund, og den indre drengerøv fik, som sædvanlig, frit løb. Hvis nogen påstår, at filmene kun er et påskud for at mødes og være pjattede drenge som i "gamle" dage, så er det nok ikke helt ved siden af. Dog får vi også set mange spændende (og nogle knap så spændende) film imellem al pjanket. Denne gang udvidede vi i øvrigt klubbens medlemsantal, da Kenni deltog for første gang. Hvis det fortsætter, bliver vi snart nødt til at leje en mindre biograf for at kunne huse hele flokken. Selv om vi gjorde vores bedste, lod det ikke til, at vi fik skræmt Kenni væk. Han truer i hvert fald med at dukke op til den kommende marathon. Så må vi jo se, om vi kan gøre et bedre job denne gang

Ved den seneste omgang udskejelser blev det til "sølle" 5 film. Et lille antal sammenholdt med de 7-8 stykker, vi ellers var kommet op på. Til gengæld var den første film forholdsvis lang.

Gamle klassikere er gerne et fast punkt på programmet, og denne gang kastede vi os direkte ud i en sand klassikere fra de "rigtig" gamle dage, nemlig F.W. Murnaus Faust fra 1926, som Kenni bidrog med. Filmen, der selvsagt er en s/h stumfilm, er med sine knap 2 timer et sjældent langt værk for en film fra den periode. Og den er også forbavsende flot lavet. Hele selskabet sad således flere gange og måbede over de visuelle effekter, der langt oversteg vores forventninger for en film fra den periode. Krydret med masser af humor og en fed stemning, er det bestemt en film, jeg gerne genser - på trods af dens underliggende kristne budskab .

· F.W. Murnau Stiftung: Faust

Herefter tog vi stort et spring frem i tiden og smed aftenens nyeste film på, nemlig Saw fra 2004, som jeg medbragte. Filmen havde jeg købt kort tid før vores videoaften, og havde ikke haft lejlighed til at se den, før selve aftenen - så jeg var selvfølgelig lidt spændt på at se, hvad jeg havde investeret i. Markedsføringen af filmen havde givet mig det indtryk, at det drejede sig om en meget blodig film. Men det er nu ikke tilfældet, selv om der dog er enkelte "saftige" scener i den. I stedet er det en ganske vellykket thriller i stil med Se7en, med en fin twist i slutningen. Filmen, der er indspillet på et ret lavt budget, har hurtigt opnået kultstatus, og solgte forholdsvis godt, da den gik i biograferne. Jeg tvivler dog på, at den vil gå over i filmhistorien som en klassiker, men glimrende underholdning vil jeg bestemt betegne den som. Det gode billetsalg betød selvfølgelig, at der hurtigt er blevet produceret en efterfølger, denne gang med et større budget - og væsentligt mere blod. Steen og jeg futtede ind til forpremiere på to'eren d. 11. januar, og vi var ret enige om, at den følger fint op på etteren og faktisk er forbavsende vellykket af en sequel at være – igen uden at der er dømt "klassiker". Men en ok film til en hyggeaften med popcorn og en skræmt kæreste (hvis man ellers besidder sådan en dims)

· Saw, officielt website

Så blev det tid til en film fra en klassisk kultserie, med Dyanne Thorns, aka Ilsas, svulmende former som primære værdiskaber. Denne gang blev det den sidste af de officielle Ilsa-film, der var på programmet, nemlig The Tigress of Sibiria fra 1977. Denne er, ikke ufortjent, den mest oversete af Ilsa-filmene. Filmen starter i en arbejdslejr i Sibirien, og kører i rimelig vanlig Ilsa-stil et stykke ad vejen, men så angribes lejren, Ilsa flygter og handlingen springer pludselig flere år frem i tiden, hvor Ilsa nu driver et horehus i "det dekadente vesten". Filmen er ujævn og på trods af en pæn del vold og softporn mangler den en hel del af den gejst, der er med til at gøre de øvrige Ilsa-film fornøjelige. Nej, så skal et gensyn med den uofficielle Ilsa-film "The Wicked Warden" (den kom først til at hedde Ilsa senere, da det viste sig at sælge bedre), til det kommende videoarrangement i weekenden, blive et fornøjeligt gensyn.

· IMDB: Ilsa, The Tigress of Sibiria

Efter denne, lidt skuffende, oplevelse var det tid til en rigtig klassiker; nemlig indspilningen af George Orwells 1984 fra - tada! - 1984. Det var ikke første gang, at jeg så filmen, men det ligger en del år tilbage, at jeg så den første gang. Den gang sammenlignede jeg den meget med bogen, og jeg kan huske, at jeg af den grund blev lidt skuffet over filmen. Men at det var et utaknemmeligt grundlag at vurdere filmen ud fra, fandt jeg ud af ved dette gensyn. For nok er der selvfølgelig mange ting i bogen, som er udeladt i filmen, men jeg måtte sande, at filmen fungerer rigtig godt på sine egne præmisser; noget man især kan se, når man ikke har bogens historie helt fremme i bevidstheden. Faktisk fungerer den så godt, at jeg efter videoaftenen købte filmen og genså den endnu en gang - og det kunne den også sagtens bære. Konklussionen er altså, at filmen er et must i enhver filmsamling.

· IMDB: 1984
· Wikipedia: 1984
· George Orwell: 1984

Nattens sidste film er også lidt af en klassiker, om end ikke en af de mest kendte. Dario Argento's Susperia fra 1977 er en særpræget gyserhistorie om en amerikansk pige, der kommer til en berømt balletskole i Europa, som viser sig at huse en heksekult. Filmens stærke visuelle udtryk, med kraftige kontrastfarver og veltænkte kameravinkler, sammen med Goblins helt specielle musik, sætter beskueren i en særlig stemning, der kan være svært at løsrive sig fra. Dette er desværre ikke en film, jeg p.t. har i min samling, men det er bestemt kun et spørgsmål om tid - for jeg glæder mig allerede til et gensyn

· Wikipedia: Susperia

Det er i øvrigt planen, at der skal være flere Dario Argento-film på programmet i den kommende weekend, så jeg vil nok skrive mere om denne instruktørs bedrifter i en fremtidig opdatering af bloggen. Lige nu vil jeg begynde at pakke tasken til den forestående weekends tour-de-force i film-narkomanens paradis.

07.02.06

Be happy - stay blind
Århus Kunstmuseum, ARoS, åbnede sidst i januar for den største Michael Kvium-udstilling til dato, og som gammel Kvium-fan ville det jo være noget nær helligbrøde (hvis der ellers var noget, som var helligt for mig), om jeg skulle gå glip af den udstilling. Kvium (f. 1955) er i mine øjne en af landets mest interessante nutidskunstnere, da han både mestrer et unikt figurativt billedsprog, et godt håndværk samt evnen til at bruge det i en interessant og kommunikativ (om end ret dunkel) kontekst. I lørdags smed jeg således en avis og en bog i tasken og sprang på toget til Århus, hvor jeg havde sat eftermiddagen af til, på egen hånd, at nærstudere udstillingen med Kvium og se, hvad Aros ellers havde fået af nyt, siden jeg sidst besøgte stedet.

Udstillingen med Kvium var kommet i stand i samarbejde med kunstneren selv, der har fået frie hænder til at bestemme ophængningen med det resultat, at en del af udstillingen præsenteres ret "alternativt". Selv om udstillingen tæller et udvalg af billeder fra 1984 frem til i dag, så er der ikke tale om en retrospektiv udstilling. I stedet har Kvium valgt at inddele udstillingen i en række tematiske "suiter". Udstillingen tæller 110 værker, og selv om det måske lyder som meget, så virker det egentligt ikke så omfattende, når man går gennem udstillingen. Alligevel kan man mærke, at man har været udsat for et billedbombardement, når man forlader udstillingen. Der er mange indtryk, som bliver ved at køre rundt i baghovedet.

Suiterne
Udstillingens titel er "Jaywalking Eyes", altså "fummelgænger-øjne", hvilket er taget fra et citat af den irske forfatter James Joyce, som Kvium er meget inspireret af. Det er desuden titlen på en af suiterne, som omhandler mennesket, hvis erkendelse jo er begrænset til sit eget snævre udgangspunkt, og dermed bevæger sig som en blind fummelgænger gennem verden. Denne suite ligger i forlængelse af den første, kaldet "Blind Wall", som består af 27 legemsstore billeder hængt i forlængelse af hinanden. Hvert billeder viser en af Kviums særprægede skabninger, hver med sine, mere eller mindre, obskure symboler, som man kan bruge en del tid på at forsøge at gennemskue.

Den føromtalte alternative ophængning gælder suiten "Joyceful Madness" (igen en reference til James Joyce), som man kommer til efter "Jaywalking Eyes". Her er billedene spredt ud over væggene i et kaotisk mylder, nogle placeret helt op under loftet, 7 meter over hovedet på publikum, andre klemt op mod et skarp hjørne, hvorfor man nærmest må læne sig op ad væggen for at kunne se dem rigtigt . Denne suite er den mest omfattende og samtidig den skæggeste, da den talte nogle af Kviums mest grotesk-morsomme billeder.

Efter dette kaos bliver man mødt med nærmest ophøjet ro og orden, når Kviums seneste kæmpebilleder møder en i den næste suite, "Silent Eye". Kvium er især berømt for sine tidlige mørke billeder, i lortebrune og sorte nuancer. Men i sine seneste værker, er det de lyse farver, der dominerer. Dermed ikke sagt, at billederne er blevet mere muntre. Den mørke lortesø er nu udskiftet med en tåget mose med spredte træer, der emmer af forfald og melankoli, men også har en sær stemning af noget afventende over sig. De sære tåbelige figurer optræder fortsat i billederne, men i stedet for de vanlige gustne okkerfarver, der har præget dem, er nu blevet blege og lyserøde - og leder mest af alt tanken i retning af nøgne rotter.

Man fornemmer, at der er en forandring på vej, men hvilken, fortaber sig i disen og den truende overskyede himmel, som præger nogle af billederne. Som noget nyt er der nu dukket krager og birketræer op i Kviums billedverden. Elementer, der er med til at skabe ro men også spænding. For man venter, at der snart vil ske noget, der får alle kragerne til at lette. Det skal blive interessant at se, hvad det er, som lurer derude, når vi i de kommende år vil se, i hvilken retning Kviums nye udtryk vil lede.

Som en stærk kontrast til Kviums nye lyse stil, træder man i den næste suite, "Dead End" direkte ind i hans tidlige sorte gotiske univers. Her finder man nogle af de billeder, der var med til at gøre ham berømt - i hvert fald berygtet - i de tidlige '90'ere. En række meget skumle og symboltunge billeder, hvormed man kan bruge mange timer på, at forsøge at tolke symbolerne og de budskaber, som billederne måtte indeholde. Denne suite består dog kun af 5 billeder, men da det er et forholdvist lille rum, og billederne er ret store, virker det alligevel ret overvældende.

I den efterfølgende suite, "Double Pain", er det afhængighed, der er hovedtemaet. Denne suite domineres af tre store billeder i blågrålige farver, der spiller på afhængighedsforholdet mellem mor og barn. Derudover finder man billedet "Double Pain", der viser to figurer, som hænger sammen ved fødderne. Da der desuden er to af Kviums aller tidligste perversionsbilleder ("The Dog Lover" og "En køkkenscene") med i denne del, virker suiten lidt som en misk-mask af det, der ikke lige passede ind andre steder.

Den sidste suite er kaldet "Basic Rhythm", og er den mindst interessante. Denne suite består først og fremmest af 30 billeder med motiver, der ligner close-ups af organisk materiale på grå baggrund . Disse billeder er sat opmod hinanden, så det danner et kæmpe billede. Derudover er der nogle andre billeder, med organiske former, der mest af alt ledte tanken hen på overkørte dyr i vejkanten eller lørdagskyllinger. Et enkelt billede i denne suite, blev jeg dog ret betaget af, nemlig "Evindeligt maleri", som er et sort/hvidt maleri der viser en lang tarm, der ender i sig selv, men som danner et enkelt, næsten stiliseret men meget levende, mønster, næsten som en logoform.

Keep lying
I Kviums surrealistiske univers er tåben en gennemgående figur. Det blinde fjols, der befinder sig midt i en dualistisk kamp mellem det, angiveligt, gode og det onde, og hovmodigt fornægter sin egen naturs drifter og bestialitet samt det faktum, at man skal dø. Kort sagt: I større eller mindre grad os alle sammen. Det kan selvfølgelig hurtigt komme til at lyde som en gang selvfed religiøst præk, men Kviums hån er i lige så høj grad rettet mod sig selv, som til sine artsfæller, hvilket illustreres ved, at stort set alle hans, typisk tvekønnede, figurer ligner ham selv. Man kan således opfatte Kvium som narren, der fjerner hovmodets skyklapper fra sin herre, ved at gøre grin med denne, gennem latterliggørelsen af sig selv. Men samtidig er Kvium også opmærksom på nødvendigheden i, at kunne lyve for sig selv og tillade blindheden, da det i vid udstrækning er en nødvendighed for at kunne fungere som menneske. Kviums billeder kan godt indeholde emner, der er oplagte til politiske fortolkninger, men primært kredser temaerne sig om mennesket som væsen, parforhold, forholdet til børn og døden, og de roller vi opstiller i den forbindelse.

Kviums billeder er groteske og bizarre, men samtidig kilde for stor morskab, hvis man besidder den samme sorte humor, som gennemsyrer Kviums malerier. Uden humor, vil man mangle en vigtig nøgle til at åbne for forståelsen af Kviums verden. Samtidig kræver hans billedverden en hvis grad af forståelse for det budskab, der gemmer sig i billederne. Har man således begravet sig fuldstændigt i den blinde nars rolle, kan Kviums billeder virke meget fremmedartede og provokerende. Og selv for den, der har afkodet en del af Kviums symbolsprog, kan mange af billederne stadig virke meget dunkle i deres symbolisme, hvilket, i mine øjne, kun gør dem så meget mere interessante. En række af Kviums billeder refererer nemlig direkte til andre kunstnere og deres værker, så for at kunne tolke billederne, kræves en vis kendskab til de pågældende kunstnere og værker. Ønsker man at forstå Kviums billeder, kan man således komme på en længere spændende kunsthistorisk færd, med galskaben som fast følgeskab.

At kigge
På grund af billedernes provokationer og dunkle symbolsprog, var det også ret underholdende, at bevæge sig rundt blandt publikum og lytter til de kommentarer, billederne affødte. Det var tydeligt, at Kvium for mange fremstod som meget uforståelig og provokerende. Men samtidig var der dog mange, som fangede humoren og tøffede rundt og småfniste for sig selv.

En ret sjov oplevelse, jeg havde, var at lytte til en ældre, lidt vranten, gut, der skulle forklare billederne for en pige på - vil jeg tro - omkring de 10 år, mens jeg befandt mig i suiten "Double Pain". Hans vrantne facon vidnede om, at han bestemt ikke brød sig om billederne, men han gjorde da alligevel et hæderligt forsøg på at give pigen svar på hendes mange spørgsmål. Pludselig fik han øje på billedet "The Dog Lover", som forestiller to kvinder, der har sex med en hund, hvilket han reagerede på ved at gribe fat i pigen, og trække hende ud af "suiten" med en kommentar om, at de billeder skulle hun i hvert fald ikke se. En reaktion, der fik os, der var tilbage i rummet, til at smile skævt til hinanden, da det tydeligvis var mandens bonerthed ved at skulle forklare, hvad billedet forestillede, mere end det var hensynet til pigen, som lå til grund for hans reaktion.

At se
ARoS havde selvfølgelig rundvisninger, hvor - meget unge - kunststuderende skulle fortælle om værkerne, hvilket jeg måtte tilstå, at jeg morede mig lidt over at lægge øre til, da det i højere grad kom til at handle om den enkelte rundvisers personlige - og ganske fantasifulde - fortolkninger, end om billedets historie eller - for den sags skyld - tekniske ting, som brug af farver og komposition. Kunsthistorikere har dog sjældent meget viden på dette felt, så det ville nok også være for meget at forlange. Men ved at lytte til flere rundvisere (hvilket jeg havde lejlighed til, da jeg jo havde sat hele eftermiddagen af til besøget på ARoS og flere gange vendte tilbage til Kvium-udstillingen), gik det op for mig, at rundviserne næppe havde fået meget materiale at arbejde ud fra.

Med over tre års intens skoling i farve-, kompositions- og materialelære, interesserer jeg mig en hel del for de tekniske virkemidler, kunstnerne benytter sig af. På dette felt må jeg tilstå, at jeg finder Kvium knap så interessant, som fx Trampedach (for lige at nævne en anden kontemporær dansk kunstner), da Kviums kompositioner ofte er meget simple og ikke altid lige gode, hvilket resulterer i at beskuerens øjne føres ud af billedet, i stedet for at blive fastholdt på lærredet. Noget der især gør sig gældende for suiten "Basic Rhythm", der mest ligner forstudier og skitser end færdige værker.

Dermed ikke sagt, at han ikke kreerer kompositorisk interessante ting, for det gør han da bestemt. Fx er hans eksperimenter med at lade forskellige motiver glide sammen over flere lærreder af forskellige størrelser, hvorved han bryder med den traditionelle firkantede ramme, ret interessante. Disse sammensatte billeder inkluderer gerne lærreder med en ren farveflade, der bryder motivet, og sætter et spil med kontraster i gang, som pirrer og trækker øjet rundt på motiverne. En rammemager må simpelthen hade en kunstner som Kvium, hvis måde at sammensætte billederne gør rammer overflødige.

Udover malerierne, bliver der også præsenteret nogle af de video-performances, som Kvium har lavet sammen med Christian Lemmerz og performancegruppen Værst. Her må jeg dog erkende, at jeg står lidt af. Den ene af videoerne, Grød, som er en pisstake på 70'ernes socialrealistiske film, er dog meget skæg, uden at være noget specielt. Da den heller ikke varer mere end 10 minutter, er den til at komme igennem. Kviums filmiske "hovedværk" er The Wake, som han har lavet sammen med Christian Lemmerz. Denne film er et 8 timers marathon af langtrukne og forvredne drømmeagtig sekvenser. På udstillingen vises filmen over tre store lærreder. Jeg fulgte med i vel omkring 10 minutter, så følte jeg mig "mættet". Derudover vises der også nogle andre film, som Kvium har været med til at lave, men det er bestemt som maler, at jeg foretrækker at opleve Kvium, hvorfor jeg ikke brugte meget tid på den del.

Som den kunstturist, jeg var, måtte jeg selvfølgelig også købe mig en bog om udstillingen, med - traditionen tro for den slags - dårlige reproduktioner af billederne. Jeg mindes godt nok ikke at have gjort i den slags, siden jeg for år tilbage besøgte D'Orsay i Paris, men når nu jeg havde valgt at bruge tid og en del penge på at se denne udstilling, følte jeg, at en souvenir var på sin plads. Den kan så få lov til at ligge at støve til, sammen med alle de øvrige kunstbøger, når jeg har tjekket den igennem et par gange. Det havde naturligvis været sjovere at kunne smide et ægte billede af Kvium på væggen, men til de priser, Kvium forhandles til i dag, bliver det ikke en investering, jeg kommer til at foretage de første mange år.

Til gengæld kan jeg glædes over at have brugt en dag på at nærstudere en række af hans originale værker og få disse brændt godt fast på nethinden. Det var klart en investering i tid og transport værd.

· ARoS: Kvium
· Interview med Michael Kvium om udstillingen